Tak til afgående cheftræner Olaf Wildeboer

Skrevet af

Lars Sørensen.

Lars Sørensen.

D. 13. august 2021.

Kategori: Elitesvømning

Eliteholdet tog fredag aften afsked med Olaf, som siden 2014 har været ansat som henholdsvis elitetræner og cheftræner i klubben.

Olaf havde fredag sidste arbejdsdag i klubben, som blev markeret ved et holdarrangement for eliteholdet. Her fik Olaf bl.a. overrakt gaver af svømmerne på eliteholdet og en gave fra klubben. Flere af svømmerne på holdet har trænet under Olaf i samtlige syv år. 

Vi er rigtig kede af, at Olaf har valgt at stoppe i Hovedstadens Svømmeklub og søge nye udfordringer, men er samtidig også stolte over, at klubbens cheftræner er blevet ansat som cheftræner på det spanske svømmeforbunds træningscenter i Barcelona.
Olaf kom til klubben i 2014 og blev ansat som elitetræner under Øyvind Røsland, som var klubbens daværende cheftræner. Senere blev Olaf i 2017 ansat som cheftræner.

Klubben har under Olafs sportslige ledelse udviklet sig markant og Olafs andel i den succes er stor og betydningsfuld. Vi har bl.a. haft svømmere med til VM, EM, EM for juniorer og Nordiske Juniormesterskaber, samt fået markeret Hovedstadens Svømmeklub fast i toppen af dansk svømning. Men lige så vigtig som de internationale resultater er det, at i Olafs tid i klubben har teamet rundt om konkurrenceafdelingen, herunder trænere, svømmere, forældre og frivillige, fået skabt et professionelt træningsmiljø, hvor der trænes og konkurreres på højt niveau. Dermed er der blevet skabt en stærk og solid grobund for at opnå langsigtede resultater.  

Hele klubben takker Olaf for en stor og uvurderlig indsats i mod at indfri klubbens ambition om at blive nordens stærkeste svømmemiljø. Vi er nået vigtige milepæle og står nu tættere på realisering af den vision.

Olafs afløser, Niels-Jørgen Jørgensen, startede som cheftræner mandag 9. august og er således i fuld gang med at overtage ansvaret for klubbens sportslige satsning. Herudover består trænerteamet på eliteholdet af elitetræner Marcus Åradsson og ass. elitetræner Frederik Frederiksen.

Vi har samlet lidt fotos og indtryk for Olafs tid i Hovedstadens Svømmeklub.