Maja Nielsen bliver ny talentudvikler i Hovedstadens Svømmeklub

Skrevet af

Lars Sørensen.

Lars Sørensen.

D. 6. august 2021.

Kategori: Elitesvømning

Maja Nielsen bliver fra 17. august ny talentudvikler på Talent 2 drenge- og pigeholdene.

Maja kommer til at blive ansvarlig for træning af begge klubbens Talent 2 hold. Hun overtager dermed jobbet, som den eksisterende talentudvikler, Kasper Bertelsen, efterlader, da han flytter til Odense for at starte kandidatuddannelsen i idræt.

Maja kommer til at lede træningen af gruppen af klubbens børnesvømmere. Et arbejde hun kommer til stå i spidsen for sammen med det øvrige trænerteam bestående af Emma Maagøe, Cæcilie Buchholt og Anders Hansen.

Maja er 20 år og er lige flyttet til København fra Vejle. Maja har svømmet det meste af sit liv og har de seneste fire år arbejdet med tilsvarende aldersgruppe af konkurrencesvømmere i Vejle Svømmeklub, hvor hun de seneste to år har haft ansvaret for træningen af klubbens børnesvømmere.

Maja er uddannet som børnetræner i Dansk Svømmeunion og har derudover også svømningens grunduddannelse.

Udover ansættelsen af Maja Nielsen som ny talentudvikler, kommer Hovedstadens Svømmeklub til yderligere at styrke udviklingen af både Talent 2 og Talent 3 denne sæson. Det gør vi ved, at Marie Simanis bliver talentudviklingsansvarlig for både Talent 2 og Talent 3. Konkret betyder det, at Marie ugentligt kommer til at være til stede på Talent 2 og Talent 3 og derudover give løbende sparring til trænerteamet.

Maja er indtil videre ansat på en etårig kontrakt.